Kategorier
Augmented og virtual reality i museums- og kulturarvsformidling

Sankt Bendts Kirke brænder – i virtual reality

I løbet af 2019-2020 fik jeg fornøjelsen af at lede udviklingen af en helt ny type museumsoplevelse hos Museum Vestsjælland. En afbrænding af en kirke. Nemlig Sankt Bendts Kirke i Ringsted.

Sct. Bendts Kirke i Ringsted brænder. Trailer for virtual reality-museumsoplevelsen.

Den brændende kirke skulle heldigvis kun findes i en virtual reality-oplevelse, som du kan se i vores trailer ovenfor.

Men kernen i oplevelsen er en rigtig begivenhed. Den 21. juni 1806 gik der ild i Ringsted Kloster, der var et fint benediktinerkloster oprettet af Svend Nordmand i 1000-tallet. Ilden er voldsom og har fat i stråtaget på klostrets ladebygninger.

Snart breder ilden sig til Sankt Bendts Kirke. Blytaget smelter, klokkerne styrter ned gennem tårnet og store dele af kirken ødelægges. Branden raser igennem Ringsted by og gør mange mennesker husvilde.

Ringsted Klosters ladebygning ligger til venstre for Sct. Bendts Kirke og er den første bygning der går ild i. Både tilbage i 1806 og i vores virtual reality-oplevelse starter branden i Ringsted Klosters ladebygning. På billedet ses ladebygningen, der er stråtækt, i flammer. Ringsted Kloster brænder ned mens Sct. Bendts Kirke overlever, svært skadet.

Med virtual reality var det mit formål, i samarbejde med flere af museets inspektører og eksterne samarbejdspartnere, at fange stemningen af katastrofen, som den kan have været oplevet den tidlige sommermorgen i 1806.

Oplevelsen er i 360-grader og hvis man kigger sig omkring ser man omgivelserne i Ringsted anno 1806. En del af udtrykket er selvføgelig kvalificerede gæt, men vi har gjort os umage for at lægge os så tæt på 1800-tallet hvad angår byens og menneskenes udseende. Billedet viser et udsnit fra oplevelsen.

Resultatet er blevet en oplevelse hvor man kommer tilbage til 1800-tallet og står foran kirken og får fortællingen og katastrofen helt ind på livet.

Oplevelsen er en del af den nye udstilling der åbner på Ringsted Museum søndag d. 30 august 2020.

Udstillingen på Ringsted Museum hvor virtual reality-oplevelsen indgår åbner den 30. august 2020.

Samme dag offentliggør vi også oplevelsen som 360-graders film i vores gratis landskabs- og kulturformidlingsapp Tidslommen.

Du kan se flere af trailere og teasere for vores digitale formidling hvis du klikker her.

Ilden oplyser Sct. Bendts Kirke indefra mens blytaget smelter bort.

// Jonas Abkjær Andersen